Frihed og mod til selv at kunne vælge

Egentlig havde jeg aldrig stillet spørgsmål ved »mit kirkevalg«. Døbt og konfirmeret i Søllinge Kirke, så det er jo »min kirke«. Sådan havde det jo altid været. Da jeg var barn, gik jeg tit med vores nabo, en sød pensioneret sygeplejerske, i kirke om søndagen. Det var hyggeligt, og jeg elskede at sidde med salmebogen og synge med.

Da tiden kom til at flyve fra reden i slut 90’erne, pakkede jeg kufferten og satte kursen mod New Jersey i USA for at arbejde og rejse rundt. Jeg fik den sødeste værtsfamilie, hvor der aldrig blev stillet spørgsmål ved, hvad søndagene skulle bruges til. Hele familien tog i kirke. Kirkegang var ikke »bare« kom, sid, lyt, syng og på gensyn. Der var snak, spontanitet, fællesskab, åben omsorg for hinanden, aktiv deltagelse i selve kirkehandlingen og bagefter var der snak, hygge, kaffe og kage i lokalerne til kirken. Jeg var dybt forundret, samtidig med at det føltes rigtigt rart at være en del af det hele. Især det med, at vi under hver gudstjeneste hilste på dem på bænkene foran og bagved, og der blev svaret til præsten under gudstjenesten. Det var levende, rørende og intenst.

Min første gudstjeneste i Valgmenigheden var juleaften og her bad Malene os om at hilse på dem, vi sad omkring. Jeg blev fluks sendt tilbage til Kirken i Hawthorne, og den samme varme følelse bredte sig i kroppen igen. Et håndtryk, et smil, øjenkontakt og Glædelig Jul! Alle fik en hilsen denne eftermiddag, hvor det hele er en lille smule mere særligt end det plejer at være.

Jeg startede til babysalmesang i efteråret 2015, efter at Sara Rosager havde spurgt mig. Jeg havde været med til det i Ringe Kirke med vores datter, så selvfølgelig ville jeg det, nu med vores dreng. Babysalmesangen i Valgmenigheden var anderledes på den gode måde. Malene stod for den, og efterfølgende stiller hun dagens spørgsmål, der på en helt naturlig måde kommer i dybden med livet. Jeg var og er vild med det. Først bliver vores kære børn svøbt ind i sang, nærvær, sansestimuli og kontakt. Bagefter mødes vi mødre i vores tanker og meninger om stort og småt, i livets oplevelser og udfordringer. Selv da vi brød op efter babysalmesangen, fortsatte snakken både indenfor og udenfor kirken. Jeg fik følelsen af at være en del af et fællesskab, som jeg egentlig ikke havde lyst til skulle stoppe.

Jeg er friskolebarn, har været på efterskole og højskole og er nu endt med job på en friskole. Fællesskab og nærvær ligger dybt og naturligt i mig. Efter en babysalmesang kom 2 medlemmer ind i kirken. De var ved at gøre klar til jubilæet. Snakken gik helt naturligt, og inden jeg fik set mig om, havde både jeg og Magnus fået hilst på både Rie og Lars. Fællesskab, rummelighed og et fælles tredje.

Jeg fik udfyldt indmeldelsesblanketten, da jeg kom hjem, og ved den sidste babysalmesang, hvor jeg i øvrigt kom for tidligt og fik muligheden for at sidde helt alene i et kvarters tid inde i kirken og give tankerne frit løb tillige med, at roen sænkede sig fra hoved til fødder, fik jeg afleveret blanketten til Malene. Jeg sluttede fred med min tvivl og dårlige samvittighed over, at vælge noget fra, der ikke er noget galt eller forkert i, til fordel for at vælge noget til, der rammer og rører mig dybere på flere plan.

Malene taler om at turde gå glip af mere og at turde at give slip på fortiden. Jeg giver slip på »plejer«, vælger at se mit glas som halvfyldt og ikke halvtomt, glæder mig over friheden og modet til selv at kunne vælge min kirke og over at få lov til at være del af et fællesskab, hvor der er noget, der er større end én selv.