Hvornår:
1. juli 2024 kl. 09:30 – 3. juli 2024 kl. 16:00
2024-07-01T09:30:00+02:00
2024-07-03T16:00:00+02:00
Hvor:
Ryslinge Valgmenighed - præstegården
Aaskovvej 2
5856 Ryslinge
Danmark
Pris:
375
Kontakt:
Malene Aastrup
28305332

Tag med på Sommer Camp for børn, forældre og bedsteforældre

1. juli-3. juli 202

Ryslinge Valgmenighed holder igen i år Sommer Camp for børn, forældre og bedsteforældre. Vi kommer ud i naturen, ind i skoven, ser, rører, lytter, mærker, smager, lugter, synger, leger, griner, har det sjovt og prøver grænser af. Få nogle sjove og lærerige dage sammen i sommerferien.

Praktiske oplysninger om Sommer Camp for børn

Sommer Camp foregår i og omkring præstegården i dagtimerne mandag 1. juli til onsdag 3. juli. Der er ikke mulighed for overnatning. Pris: 375 kr. pr. person alt inklusiv. Der er plads til max 50 deltagere, og der optages efter først til mølle. Husk praktisk tøj, du kan bevæge dig i.

Tilmelding

Tilmeld dig senest 1. juni til: Elisabet Lycke Nielsen på elisabetlycke@gmail.com.

Program for Sommer Camp dagene

Kl. 9.30: Morgensang med Malene i kirken
Kl. 10.00: Workshop
Kl. 12.00: Frokost 
Kl. 12.45: Workshop 
Kl. 14.30: Eftermiddagsforfriskning 
Kl. 15.00: Fællesaktiviteter: Leg, spil, fortælling mm.
Kl. 15.30: Stjernestund i kirken med Malene
Kl. 16.00: Tak for i dag

Workshops

Der er masser af spændende oplevelser i vente for både børn og voksne. Dagene igennem kan du på hele fem forskellige workshops lære en masse nyt. Alle prøver alle workshops i løbet af campdagene.

Spring for alle ved Karoline og Anna Klara Birkeland, gymnaster

Kom og vær med, når vi sammen udforsker legens univers gennem gymnastik og spring. Vi skal svinge, hoppe, lege, springe og udfordre vores balance – måske endda se verden på hovedet. Vi skal have sved på panden og pulsen op. Vi vil mærke luften under os, når vi forsøger at hoppe til skyerne i vores trampolin, eller når vi suser ned af airtracken.

På workshoppen får du en smagsprøve på gymnastikkens verden. Vi ser frem til at lave en masse ”sjove fiduser” med dig og måske endda også en leg med noget, der er sødt og lavet af skum. Noget af det mest fantastiske ved gymnastikken er, at det kan samle mennesker på kryds og tværs af både alder og køn – så find sportstøjet frem og tag gå-på-modet og det gode humør med til en workshop fuld af sjov!

Træs glæder – fuglens hjem værk ved ?

Vi laver flotte fuglekasser, hvor både sikkerhed for fuglene og fryden for menneskets øjne kombineres. Har du lyst til at prøve kræfter med værktøj og finesser i træværkstedet, så tag med på den her workshop. Vi får nogle fantastisk hyggelige timer med kreativitet og håndværk! Vælg mellem redekasse, foderbræt og kugleholder – eller måske du er klar på eget design? Du hører også om, hvorfor der er forskel på fuglekasser til de forskellige fugle. Søg for praktisk tøj, som kan tåle at blive beskidt i værkstedet.

Bueskydning ved erfarne instruktører fra Midtfyns Bueklub

At skyde med bue og pil er en mange tusind år gammel færdighed som er blevet en sportsgren, hvor man træner sin koncentration og præcision. På denne workshop lærer du om sikkerhedsregler og træner din koncentration og præcisionsevne, når du skal ramme et mål. Der er både udendørsbaner og indendørsbaner.

Vi besøger Midtfyns Bueklub i Fjellerup. Sikkerheden er i top: Uddannede og erfarne skydeinstruktører underviser i bueskydningens svære kunst. Du kan være med, hvis du er 8 år og opefter.

Leg med ler v. Grethe Munk, keramiker

Få fingrene i det keramiske ler og leg med det. Ler er et herligt materiale, hvor du kan mærke det bløde og fugtige emne få form mellem dine hænder, alt efter din egen fantasi og kreativitet. Hurtigt vokser fine finurlige ting frem foran dig.

Efterfølgende skal tingene tørre og brændes. Når dine værker er klar, får du besked og kan hente dem i mødesalen. Hjemme kan du selv farve keramikken med f.eks. akrylmaling eller plakatfarve.

Skydning ved erfarne instruktører fra Midtfyns SG&I

Kan du ramme plet? Skydning handler bl.a. om koncentration og åndedræt. Du lærer hvordan du kan koncentrere dig og bruge dig åndedræt så du kan ramme pletten på skiven. Voksne og børn fra 8-årsalderen kan deltage. Vi skyder med lånte geværer på skiver, som hver enkelt deltager får med hjem efter endt skydning.

Vi besøger 1. Hovedkreds/Midtfyns SG&Is 50-meter baner i Lombjerge ved Ringe. Sikkerheden er i top: Instruktører og skydeledere er erfarne skytter fra 1. Hovedkreds/Midtfyns SG&I.

Bidt af bål ved Merete Sølling, pædagog

Sjove, hyggelige og udfordrede aktiviteter med bål. Lær, hvordan du tænder bål og laver mad over bål.

Vi sørger for maden

Madpakkerne behøver du ikke tænke på. Vores madmødre Bente Christoffersen og Mona Bønlykke sørger sammen med frivillige hjælpere for, vi får sund og enkel frokost alle dage.

Morgensang og Stjernestund

Vores præst Malene Rask Aastrup tager godt imod os hver morgen i kirken med morgensang. Vi slutter hver dag med en stjernestund i kirken, hvor vi hører en bibelfortælling og siger tak for i dag med en sang.

 

Frivillige søges til Sommer Camp for børn

Sommer Camp er et initiativ fra en kreds af forældre og frivillige i valgmenigheden, som gerne vil skabe nogle oplevelsesrige dage sammen med Malene Aastrup og andre frivillige. Det kan vi gøre til rimelige penge, fordi vi selv stiller os til rådighed med de kompetencer, vi har. Men vi har brug for flere praktiske hænder, som kan hjæl­pe med at få alt til at glide, bl.a. til at hjælpe i køkkenet.

Har du lyst til at være frivillig, så kontakt Elisabet Lycke Nielsen på elisabetlycke@gmail.com.