Interview m. Kathrine Ærtebjerg 20-12- 17 i Kr. Dagblad

”Den, der elsker søn eller datter mere end mig, er mig ikke værd!”
Sådan siger Jesus ifølge Mattæus. Hård kost ikke bare for nybagte forældre som Theis og Sarah, men for os alle. Og det er ikke, hvad vi erfarer. Tværtimod får børnene os til at åbne øjnene op for livets værdi og for kristendommens betydning.

Det er også, hvad kunstner Kathrine Ærtebjerg har erfaret. Ligesom det var et barn, der ændrede verdenshistorien julenat, var det også et barn, der fik hende til at begynde at gå i kirke.
Før hun fik sit ældste barn, søgte hun det åndelige alle mulige andre steder. I et interview siger Kathrine Ærtebjerg:
”Tidligere var jeg meget draget af det eksotiske og outrerede, men det er jeg ikke så draget af længere. Nu betyder traditioner mere for mig, og jeg kan godt lide den ro og lidt kedelige gentagelse af ritualerne i kirken. Der ligger både en tryghed og en fordybelse i gentagelserne.”

Hun fortæller, at det kan være en rus at være kunstner, hvor man hele tiden tænker; ”næste billede, næste billede”, men der findes en større lykke ved at opleve, at man kan være noget for andre. Og det er hvad man oplever, når man får et barn. Hun synes selv, at hun er blevet mere medmenneskelig af at være mor, fordi hun kan se, at det i sig selv er stort at være menneske – og at livet er interessant nok i sig selv.

”Man falder lidt mere til ro, når man får børn. Det tvang mig i hvert fald til at tilsidesætte mig selv lidt mere. Ja, hvis der er noget, der har ændret mit liv, er det at få børn.”

Hvorfor i alverden påstår Mattæus så, at den der elsker sin søn eller datter mere end Jesus, ikke er ham værd? Kristendommen handler jo netop om at være medmenneskelig og kunne tilsidesætte sig selv.
Måske Abraham ville kunne give os et svar? Abraham fik ikke kun at vide, at han skulle elske Gud mere end sin søn. Han blev testet på sin tro og sin kærlighed.
”Gå ud til Morija bjerg og offer din eneste søn til mig!” sagde Gud. Det må have været svært for Abraham at tro sine egne ører.

Han var en gammel mand og Sara en gammel kvinde, da Gud selv sørgede for, at Sara kunne blive gravid. Isak var deres eneste søn. Og lang tid forud havde Gud lovet Abraham, at hans afkom ville blive lige så talrigt som himlens stjerner og alt sand i verden. Abraham var en gudtroende mand. Han vidste, at han kun havde Isak, fordi Gud gav ham en søn. Derfor følte Abraham, at han måtte give sin søn tilbage, når nu Gud krævede det sådan. Hvilken syg tanke! Det lyder som den værste fundamentalistiske religion. Vi må trøste os med, at det henhører til Det gamle testamente og derfor ikke direkte har noget at gøre med Jesus og vor kristne tro.

De fleste børnebibler undlader fortællingen om Abraham og Isak, fordi den er for makaber og svær at forstå. Fornylig har forfatteren Ida Jessen genfortalt bibelen og det glædede mig at se, at hun ikke sprang udenom fortællingen. Da offeret er blevet afværget af Gud – og Abraham og Isak går hjemad, formulerer Ida Jessen meget smukt, hvad der følelsesmæssigt må have været på spil. Hun skriver:

”Da de gik ned ad bjerget og Abraham ville tage Isaks hånd, trak Isak den til sig. Abraham så på ham. Isak gik og kikkede ned i jorden og sparkede til stenene.”
”Sådan noget må en far ikke gøre”, sagde Isak så. Derpå svarer Abraham:
”Det her er så mærkeligt, at jeg ikke engang ville kunne forklare dig det, hvis jeg var den klogeste mand i verden. Det er kun Gud, der kan forstå det. Selv om tusindvis af år vil folk fortælle, at du blev lagt på et alter for at blive ofret af din egen far. De vil heller ikke forstå det til den tid.”
”Tror du virkelig, at folk vil fortælle det her om tusind år?” spørger så Isak og deres samtale viser, at Isak allerede har tilgivet det utilgivelige.

Jeg plejer selv at tage fortællingen med, fordi den står i så fin en kontrast til og samspil med Jesus, der også bliver ofret. Hvor det i Det gamle testamente er mennesket, der ofrer sin førstefødte til Gud, så er det i Det nye testamente Gud selv, der ofrer sin førstefødte for menneskene. Pointen er hermed, at vi netop ikke skal ofre til Gud. At Gud er en Gud, der vil ofre sig for os i stedet for. Det er smukt, men det forklarer ikke, hvorfor Gud i Det gamle testamente beder om noget så sygt som et menneskeoffer. Heller ikke selvom Gud selv afværger det. Og nu i Det nye testamente påstår så Mattæus, at Jesus siger, at vi ikke må elske vore børn højere end ham. Hvordan skulle vi kunne lade være med det?

For at få teksten til at give mening, bliver vi nødt til at vende den på hovedet og dissekere den. Der står ikke, at vi ikke må elske vores søn og datter. Der står blot, at vi ikke må elske dem mere, end vi elsker Gud. Der står heller ikke, at vi ikke må elske vores far og mor, mand eller kone, men blot, at vi ikke må elske dem mere end Gud. Hvad kan der nemlig ske, hvis vi sætter et menneske over Gud? Vi gør mennesker til guder!

Vi sætter vore forældres, vore ægtefællers eller børns bud og behov øverst – og det er ikke nødvendigvis godt i sig selv, hvis det de vil, ikke er godt for os, for andre og måske for dem selv. Hvad teksten altså handler om er, hvad dårligt der kan ske, hvis vi omklamrer hinanden eller af misforstået kærlighed gør alt for hinanden. Hvis en mor sætter sig på sin søn og vil bestemme over ham. Hvis en datter tyranniserer sine forældre. Hvis en vi har kær, gør ondt ved andre. Hvis det sker, må vi ikke lukke øjnene og lade det ske. Så skal vi som kristne mennesker stadig huske på det dobbelte kærlighedsbud og agere på det.
Når folk bliver slået, pint eller talt ned til, så er det sjældent fremmede som gør det. Det er heller ikke værst på arbejdspladsen. Det er allerværst derhjemme, hvor vi har alt på spil og derfor fristes til at svare ondt med ondt i et forsøg på at forsvare os selv.

”I skal oplære jeres barn i den kristne tro!” Sådan har jeg lige sagt til jer forældre og faddere i forbindelse med dåben. En mor blev engang i tvivl. ”Vores barn skal i hvert fald ikke opdrages i den kristne tro” havde en anden mor sagt. Det barn blev ikke døbt. For den mor tolkede den kristne tro til at være noget med at sætte Gud over alle andre og alt andet.
Da jeg fremhævede, at det handler om at give barnet kristne værdier og påpegede, at de fleste nutidige bøger om opdragelse ligeså godt kunne være kristendomsbøger, så faldt denne mor til ro. Hendes barn blev døbt, fordi det dåben handler om er, at hvert menneske er unikt i Guds øjne og skal behandles ordentligt af sit medmenneske.  Du skal elske Jesus ja, men du skal også elske dit medmenneske – og dermed din søn eller datter.