”Tusind tak, fordi du kom” sagde damen til mig, da foredraget var forbi. Og jeg kunne både se og høre, at hun var rørt. Det var onsdag. Om mandagen begravede vi min far.

Jeg havde troet, at jeg kunne møde op til foredraget og lade som ingenting. At ingen ville vide, at jeg lige havde mistet min far.

”Kan du godt være her i aften?” spurgte én jeg kender.

”Ja, hvis bare vi ikke taler om det!” svarede jeg.

Foredraget gik i gang. Allerede i præsentationen kom det frem, at jeg lige havde mistet. Jeg kunne lige så godt stå ved det. Så netop det foredrag om Kim Larsen blev in memoriam. Ikke in memoriam til Kim Larsen, men in memoriam til min far, Erik Rask Nielsen.

Hvorfor meldte jeg ikke bare afbud til det foredrag? Fordi jeg har lært, at man skal holde, hvad man lover. Og jeg vidste, at min far ville synes, at jeg skulle gøre det. Holde foredrag om Kim og Kristendommen, som så mange gange før – ledsaget af sangerinde Trine Lunau, der også sang til min fars begravelse.

”Tak du, for du har set mig og lært mig at se og jeg mangler at sige tak!” Sådan synger Simon Kvamm i en sang med sit band Nephew – og sådan sang Trine Lunau på familiens vegne, da min far blev begravet. Samme sang blev sunget til min ældste søns konfirmation. Dengang sagde min far: ”Den sang må Trine gerne synge, når jeg engang skal begraves”. Som engang om mange, mange år.

Tredive dage før jul satte min far julelys på juletræet udenfor og sendte et billede af det. Dagen efter blev der handlet gaver og sidst på dagen tog han på kirkegården med min mor for at lægge gran på sine forældres gravsted. Da faldt han pludselig om og var død på stedet. Vi kunne ikke fatte det. Vi fik lov at få ham hjem på gården, hvor han kunne stå i åben kiste. Vi havde næsten en uge til at tage afsked. Vi kan stadig ikke fatte det.

Hver aften, når jeg lægger mig til at sove, tænker jeg på min far. Jeg drømmer indimellem om ham. Han er altid lidt borte fra mig. Aldrig så tæt på, at jeg kan røre ham. Men det er godt, at han er der. Om morgenen, når jeg vågner, vågner jeg glad. Indtil jeg kommer i tanke om, at han ikke mere er her.

”Åh hvor må det være svært. Og så lige i julen” har flere sagt. Og det er gået op for mig, at andre synes, at julen må være den sværeste tid at miste i. Selv har jeg det lige modsat. Jeg tænker på den svenske forfatter Selma Lagerlöf, der af sin farmor fik at vide: ”At julenat er himlen åben og Guds engle svæver op og ned. Hvis blot vi har øje for at se det.” Det får mig til at føle, at min far må være helt tæt på.

Som jeg sagde til foredraget: ”Mange tænker, at grunden til, at så mange dør omkring jul, skyldes, at de mister modet her i vintermørket. Jeg tænker, at så mange dør omkring jul, fordi portalen er særlig åben mellem himmel og jord lige nu. ” Som Kim Larsen skriver i en af sine sidste sange: ”Og jeg tog den lige vej – op til himlen – op til dig!”

Efter foredraget kom en anden dame også hen til mig. Hun sagde:

”Tak for dine ord. Jeg mistede i december og har altid syntes, at det var så trist. Nu vil jeg tænke smukt om det at miste en elsket i december måned.”