”Grib”, siger du og kaster et lommetørklæde eller en sok afsted til den næste. Det er legen: ”Skibet er ladet”, som jeg tænker på. Jeg overvejer, om ikke det føles lidt på samme måde indimellem, når jeg møder andre mennesker? Som om de bærer rundt på en tung sten, som de nu kaster til mig og jeg så må se, hvordan jeg vil tackle og slippe af med igen?

Det er blevet værre i det her år med Corona. Jeg har lagt mærke til, at jeg ikke længere på samme måde lægger mærke til, hvem jeg møder. Jeg regner alligevel ikke med, at jeg kan genkende dem. Når jeg går ud ad døren, forventer jeg ikke, at jeg skal tage stilling til andre end mig selv. Det er på en måde meget rart, for så risikerer jeg ikke at få kastet et eller andet i hovedet, som jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre ved. Samtidig føles det helt igennem umenneskeligt. For hvad er vi for nogle mennesker, hvis vi går rundt blandt hinanden uden at reagere på, at vi er sammen?

Jesus siger, at han er den gode hyrde, som sætter sit liv til for fårene. På latin er ”pastor” ordet for hyrde og den titel får du som præst, når du bliver ordineret. Skal jeg som præst være hyrde for jer og bære jeres byrder? Og hvad så med I andre? Vi er evangelisk-lutherske kristne og Luther siger et sted, at enhver, som er krøbet ud af den kristne dåb, er præst for Vorherre. Skal I så ikke tage jeres del af tjansen? Skal vi så alle løbe rundt og bære hinandens byrder? Det kan blive tungt og lidt af en jongleren med alle de byrder, som vi vil få kastet i favnen og have lyst til at kaste videre.

Tendensen har nok mere været, at vi lader som om byrderne ikke er der, så går de nok væk og forsvinder af sig selv. Tilbage står det enkelte menneske med alle sine egne byrder. Det er tungt, men det er endnu værre, at ingen vil anerkende, at du står med en byrde. Det giver en eksistentiel ensomhed, som får dig til at tro, at du er den eneste i hele verden, der har fået tunge byrder at bære på.

I et interview om mørke i magasinet: ”Folk og kirke” fortæller forfatter Peter Øvig om sin mors depressioner, at det var som om et andet væsen havde indtaget hendes krop. Det værste var dog, at morens tilstand skulle holdes skjult. Ingen talte med Peter Øvig og hans lillesøster om morens mørke. Ikke engang deres far. Først som voksen opdagede Peter Øvig, at der er mange hemmeligheder på parcelhusvejene. Alle er bare for skamfulde til at dele deres historie. Løsningen er at dele sine erfaringer med andre, for som Peter Øvig siger: ”når man ser sin smerte i øjnene, accepterer, at den er der, og deler den med andre, så bliver den lettere at bære”. Derfor har Peter Øvig gjort det til sit livsprojekt at hente de svære ting frem. Da Peter Øvigs mor døde, valgte han også at skrive en bog om hende. Han kom imidlertid så langt ind i hendes mørke, at han selv fik en depression. Og den depression kom til at påvirke hans egne børn.

Så hvordan undgår vi at kaste byrden videre? Hvis du spørger en præst, er svaret åbenlyst: Det gør vi ved at anerkende og acceptere, at vi kun er mennesker og at vi har brug for Gud. Ikke til at fortælle os, hvad vi skal gøre, men til at lægge byrderne af ved.

Gud er den hyrde, som kan bære alle vores byrder. De små byrder kan vi bære hver især. De store kan vi dele viden om, men når det kommer til at bære dem, så er Gud den eneste, der kan. Gud er som en hyrde, der passer på os hver især. Det finder jeg stor trøst i.

Billederne er fra Sønder Broby kirke, hvor Sonia Brandes har lavet altertavlen over billedet af Jesus som den gode hyrde. Nederst på altertavlen står citeret Salmernes bog 23: “Herren er min hyrde. Mig skal intet fattes…”