Minikonfirmander indsamlede 3.498 kr. til velgørenhed
I Ryslinge Valgmenighed er det blevet en ny tradition, at årets minikonfirmander til advent sælger brugte ting og lader overskuddet gå til et godt formål. Sidste år lykkedes det konfirmander og minikonfirmander at samle så mange penge ind, at Kirkens Korshær i Odense to onsdage kunne give de hjemløse et måltid gratis mad.
I år valgte valgmenighedspræst Malene Aastrup, at indsamlingen skulle gå til et lokalt forankret projekt, nemlig. Gl. Højgaard: En gammel firlænget gård i Trunderup ved Kværndrup, der i 30 år har været socialpædagogisk opholdssted for omsorgssvigtede børn og unge. Børn, der ikke er i stand til at komme i en plejefamilie får på Gl. Højgaard mulighed for en varm og tryg hverdag.
“Det var dejligt, at Malene kom i tanke om os. Jeg vidste godt, at vi i valgmenigheden skulle samle ind, men havde ikke selv tænkt på, at vi kunne være formålet”, siger Gl. Højgaards leder Margit Østergaard Hansen, der glæder sig til at modtage donationen fra Ryslinge Valgmenighed. “Vores børn har drømme og forventninger om den jul, som andre børn kender til, men de færreste af vores børn oplever en jul med julemiddag, juletræ og julegaver derhjemme.“