Midtfyn er mit Fyn. Her er mulden god og her er masser af marker og grønne træer. Det er nok det bedste jeg ved. Udsigten til mark og skov. En nypløjet mark og skove fulde af smukke gamle træer. Stadig er strand og hav aldrig længere væk end en halv times kørsel. Og sådan er det med det meste her på Midtfyn. En halv time til Fåborg, til Svendborg, til Nyborg og til Odense og kun et par minutter, så er du på motorvej. Egeskov, Ravnholt, Tøystrup, Krumstrup og Boltinggaard. Herregårdene er ligesom kirkerne strøet ud med løs hånd. Det samme er de Grundtvig-Koldske friskoler, efterskoler og højskoler.
Hvor Jelling-stenen siges at være Danmarks dåbsattest, kalder min kollega egnen her for de frie grundtvigskes vugge:
I 1849 kom Christen Kold til Ryslinge som huslærer for præsten Vilhelm Birkedal. Kold nægtede udenadslære og fortalte i stedet for børnene. Børnene lærte det samme (eller mere), men kunne ikke fortælle til eksamen, hvilken side det stod på.
Christen Kold startede sin første højskole på Nørremarksgyden – og i 1850érne begyndte de første friskoler på egnen at blomstre op i enhver lille landsby med respekt for sig selv. Klaus Berntsen fra Eskildstrup blev som 17-årig friskoleleder i Højby på opfordring fra Christen Kold. Berntsen kom siden i regeringen, blev statsminister fra 1910-13 og var med til at sørge for, at kvinder fik stemmeret i 1915.
Da Danmark tabte krigen i 1864, var den populære præst Birkedal pænt utilfreds med udfaldet. I kirkebønnen bad Birkedal til, at vores tyske konge kunne få et dansk hjerte. De i regeringen, der i forvejen var trætte af Birkedal og hans nationalpatriotisme, fik ham fyret for majestætsfornærmelse. Selvom vi skrev 1865 og vi i Danmark havde fået Grundloven og religionsfrihed, havde vi endnu ikke en folkekirke med demokrati. Birkedal søgte sin egen stilling og en mindre delegation af bønder drog til København for at få deres præst tilbage, men det nyttede ikke noget. Kongen ville ikke genansætte Birkedal.
Flere folk fra menigheden havde været med til at danne friskoler tiåret før, så de foreslog Birkedal, at de også kunne lave deres egen kirke. Birkedal var ikke sådan reaktionær, men de fik ham overtalt og holdt gudstjeneste i Boltinggårds lade, indtil Nazarethkirken stod klar på Ryslinge mark 8. august 1866. Sådan blev den første frie grundtvigske menighed til med egen bestyrelse og nærdemokrati, hvor folkekirken først omkring halvtreds år senere fik menighedsråd. I 1868 kom loven om valgmenigheder og kort efter Ryslinge blev Vejstrup og Kerteminde Valgmenighed dannet. Odense og Sdr. Nærå Valgmenighed opstod ud af Ryslingemenigheden og delte en overgang præst, indtil de hver især blev så store, at de kunne betale hver sin præst.
Præsten Birkedal var tillige blandt de folk, der fik bygget øvelseshus i Ryslinge, så vi kunne lære at forsvare os selv. Skydning og spring over buk. Sådan begyndte det, der siden blev til en lang tradition for gymnastik her på egnen. Serier og spring. Og sådan fik vi også landets første forsamlingshus i Ryslinge by. Ligesom Ryslinge også havde Danmarks første folkebibliotek
Endnu en statsminister kan vi også prale af. Venstrepolitikeren Erik Eriksen fra Brangstrup, som min far Erik siden ligesom andre børn på egnen blev opkaldt efter.
Selvom der altid er en tendens til at mene, at alting var bedre i gamle dage, sker der stadig en masse her på egnen. Og måske vigtigst af alt: Hver gang noget går under, opstår der noget nyt. Den ene frie menighed blev til to. En højskole blev til en efterskole og siden opstod højskolen som en anden fugl Fønix som teaterhøjskole. Da Fabers Fabrikker lukkede ned, opstod på stedet et erhvervscenter, en café, fitnesscenter og lækre udlejningsboliger. Et rådhus blev til attraktive lejeboliger. Her på egnen synes at herske en stor iderigdom og en vilje til at gøre noget ved det.
At der er utrolig dejligt på Midtfyn, opdager flere løbende. Også udefra kommer folk hertil pga. billige huspriser, smuk natur og et godt og trygt lokalmiljø med masser af aktivitet. Mange bliver her eller vender tilbage. Jeg spurgte en ung kvinde, om det blot var fordi, at hun var herfra, at hun syntes, at her var særlig godt – eller om hun kunne pege på noget andet?
”Det er mere end det”, svarede kvinden. ”Her er anderledes end andre steder. Her kan jeg trygt lade mine børn cykle til skole. Her er småt nok til, at vi passer på hinanden, selvom her er for stort til at alle kender alle.”
Selv vil jeg pege på, at det er ånden fra de frie skoler og menigheder, som har bredt sig (også til folkekirke og folkeskole). De frie skoler og menigheder er nemlig ikke private og udenfor. De vekselvirker tværtimod med de eksisterende skoler og menigheder til begges fordel.
Det, at alting er mindre her, gør, at vi kommer hinanden ved. Vores liv vedkommer os på tværs. Og ønsker nogle, at der sker noget, så danner de ubekymret endnu en forening. Hold da fast, hvor vi har mange foreninger i området. Nogle bliver bekymrede over det og tænker, at de mange fællesskaber hæmmer det store fællesskab på tværs. Selv tror jeg, at de mange fællesskaber styrker os, når bare vi husker ikke at lukke os om os selv. Og siger du hej, når du møder nogle heri byen, hvad enten det er børn eller voksne, bliver der hilst igen. Også de gange, hvor du møder nogle, du ikke kender og ikke engang ved, hvem er. Det, tænker jeg, er et godt tegn på åbenhed. Derfor er Midtfyn mit valg.
