Af Malene Rask Aastrup, valgmenighedspræst

Der var engang to brødre, Jens og Jes. Jens var den ældste. Hver gang han skulle prøve noget nyt, skulle hans far og mor blive enige, om det var for farligt, forsvarligt og okay. Jes derimod fik lov til det hele.

Da Jens blev voksen, flyttede han langt ud på landet, hvor kragerne vender og startede sin egen virksomhed. Et retrætested, hvor alle, der trængte til omsorg og kærlighed og til at finde nye rammer at leve i, kunne komme. De skulle dog være parate til at gøre op med det liv, de levede før. De skulle leve i pagt med naturen på en bæredygtig måde, selv lave al mad fra bunden, strikke deres egne sweatre og sy deres egne bukser og ikke fråse. Folk stimlede sammen om Jens. Han var en karismatisk personlighed og folk længtes efter at få at vide, hvad de kunne gøre for at redde jorden.

I mellemtiden blev også Jes voksen. Jes besluttede sig for at besøge Jens og gik den lange vej ud, hvor kragerne vender og dér fandt han Jens i færd med at døbe folk i åen.

”Du skal også døbe mig!” bad Jes. I samme øjeblik skete der noget, som ingen kan forklare. ”Yes”, sagde de alle. Det var som om himlen åbnede sig og alle hørte en stemme, som var fuld af kærlighed og den fyldte dem alle, så de kunne gå glade derfra. Eller rettere de fleste fulgte efter Jes. De ville være i hans nærhed.

En håndfuld blev dog tilbage ved Jens. De syntes, at det var træls, at Jes sådan kom og ødelagde det fællesskab, som de havde brugt lang tid på at bygge op og de ville gerne have Jens til at sige noget dårligt om sin lillebror. Men det kunne de ikke få Jens til. I stedet sagde Jens:

”Sådan er det at være storebror. Du får givet en masse af din far og mor og det skal du give videre til dine mindre søskende, så de også kan komme godt på vej!”

 Det her var en moderne version af fortællingen om de to fætre Johannes Døberen og Jesus. Johannes bliver beskrevet som en, der skal bane vejen for Jesus. Det lyder lidt kedeligt. Så hellere være som Jesus, hvis man kunne. Med alderen er det gået op for mig, at vi alle mest af alt minder om Johannes og bør have ham som forbillede. Vi forsøger at hjælpe vores kæreste, vores venner, vores børn, vores naboer til at finde vej.

Det er ikke altid en let opgave og nogle gange skal man sige noget, som gør andre folk vrede. Det var jo det, der skete for Johannes. Det er altid lettere at pege fingre ad andre end at se indad og give plads til forskellighed. Sådan er det stadig. Alting bliver let så sort-hvid. Også i vores tid. Vi har det med at positionere os.

Jeg håber ikke, at vi når derhen, hvor de var på Jesu tid. Dengang gav man de syge klokker på, så alle andre kunne nå at løbe væk, inden de syge nåede frem. Det er hårdt at være syg, men værre, hvis andre ikke ser, at du er et menneske. Hvis de kun ser sygdommen.

Jeg har hørt en coronasmittet fortælle, at mekanikeren ikke ville lave hans bil, fordi mekanikeren var bange for, at smitten kunne være i bilen. Jeg har hørt om en bedstemor, der ikke ville holde jul med sit 16-årige barnebarn, fordi han ikke var vaccineret. Jeg har også hørt en coronaisoleret fortælle, at håndværkeren ikke ville komme og pudse huset op udvendigt, fordi hun sad indenfor og var testet positiv.

Vi må ikke lade angsten tage over. Vi skal huske at bruge både vores forstand og vores hjerte. Vi må stole på, at Gud altid kan finde vej, som han fandt vej i det lille Jesusbarn. Englene sagde til hyrderne på marken: ”I skal ikke være bange”. De ord er også til dig!