Hvornår:
25. august 2023 kl. 19:00 – 21:00
2023-08-25T19:00:00+02:00
2023-08-25T21:00:00+02:00
Hvor:
Ringe Bibliotek
Algade 40
5750 Ringe
Danmark

Fællessang under Ringe Open by Night

En festlig aften med Højskolesangbogen og fire lokale sangvælgere. Igen i år er Ryslinge Valgmenigheden med til Open by Night Ringe, drop ind på biblioteket på Torvet, gå op på første sal hvor sangvælgerne fortæller om, hvorfor de lige netop har valgt de sange i højskolesangbogen, der synges. Der vil knytte sig personlige historier til, som vil sætte sangene i Højskolesangbogen i et nyt perspektiv.

Hvorfor er fællessang noget særligt? Hvad er det fællessang kan? Det at synge sammen giver en samhørighed, som er kendt langt tilbage i tiden. Synger vi noget i en lys og let toneart eller er det mere i mol og melankolsk? Det er med til at påvirke vores sindstilstand. Man siger, at musik og sang er den direkte vej til sjælen. Aftenens facilitator er valgmenighedspræst Malene Rask Aastrup. Organist Karin Vium Jensen sidder ved flyglet.

Efter fællessangen er der aftenandagt i Ringe Kirke.

Sangvælgere

Maja Grøndal Marstrand Kvist
Maja er Skole- og institutionsleder på Gislev Friskole & Børnehus. Hun er uddannet musik- og billedkunstlærer og leder. I fritiden er Maja tekstforfatter, sangskriver og forfatter til bøgerne “Elsk mig – som jeg tror, jeg er”, “Kvindeskæbne” og sangbogen “Tro på hinanden”. Maja er desuden sangerinde med flere pladeudgivelser bag sig. Hun danner både par og duo med bluesguitaristen Klaus Jensen Marstrand Kvist.

Birthe Mogensen
Birthe Mogensen er biblioteksleder. Hun er leder af Faaborg-Midtfyn bibliotekerne, hvor hun står i spidsen for bibliotekerne i Ringe, Faaborg, Broby og Årslev. Inden da var hun leder ved Århus Kommunes biblioteker og siden leder ved Vejle Bibliotekerne. Musik betyder meget for Birthe. Musik skaber liv og musikken appellerer til følelserne og den bidrager til at skabe stemning. Birthe vælger 3-4- sange til sangaftenen.

Peder Lycke Nielsen
Efter at have sejlet verden tynd i mere end 20 år som maskinmester på bl.a. Mærsks containerskibe, luksusyachts i Middelhavet samt skoleskibet DANMARK, vendte Peder i 2017 atter hjem til fødeøen Fyn og blev landkrabbe. I dag underviser han på Svendborg Søfartsskole, hvor han uddanner den næste generation af søfolk.

Opvæksten på en sydfynsk slægtsgård fornægter sig ikke – natur og maskiner fylder meget. Ligeså gør musikken. Musikken har altid haft en stor plads i Peders liv. Om det er jazzballader i brusebadet, salsarytmer på dansegulvet, morgensalmer på Søfartsskolen eller underlægningsmusik til støvsugningen. Peders liv har et soundtrack og han har valgt 4 sange, som ligger hans hjerte nær.

Jacob Daniel Lund Olsen
Jacob er sognepræst for Ryslinge Sognekirke. Han er født og opvokset nordenfjords, hvilket er en virkelig vigtig afgrænsende markør for en vendelbo. Han har boet på Fyn med min kone Tabita siden 2009 og har 3 børn. Børnene er dermed fynske. Min kone er sønderjysk. Jeg er vendelbo af opvækst, men min mor var sjællænder.  Hvad er man så egentlig i sin kerne? Det vil jeg nok søge at give svar på gennem mine 4 sange.