Hvornår:
13. juni 2021 kl. 12:00 – 13:30
2021-06-13T12:00:00+02:00
2021-06-13T13:30:00+02:00
Hvor:
Mødesalen

Foredrag: Farmors vandrebog

Efter gudstjenesten giver Birte Fahnøe Lund os et særligt indblik i tiden omkring Ryslingestriden fra sin farmors vandrebog:

I 1915 afslutter en kvinde sin 2-årige læreruddannelse på Ringe Uddannelsesskole. Skolen er startet i 1898 af Laurs Rasmussen, som også er med til at starte Ringe Friskole. Holdet, kvinden går på, er det sidste hold af op mod 100 lærere, som skal undervise ud fra friskoletanken.
Kvinden er Birte Fahnøe Lunds farmor, Rigmor Hansen.

Datidens e-mail

Der går 10 andre elever sammen med Rigmor på lærerholdet, og for at holde kontakten efter deres uddannelse, opretter de vandrebøger – en slags datidens e-mails. Bøgerne sender de rundt til hinanden, og her registrerer de, hvad der rører sig fagligt, privat, politisk og kirkeligt. En af vandrebøgerne ender hos Rigmor. Den går i arv til Rigmors datter, og senere til Birte, som har passet godt på den. Bogen er nemlig fuld af dagsberetninger, som giver et helt særligt blik ind i en tid med brydninger:

– Det er spændende at følge lærerkredsens debatter og diskussioner om alt lige fra private begivenheder til det pædagogiske arbejde og tanker om børneopdragelse. De har fx udvekslinger om grundtvigske børnehjem, fortæller Birte, der har en særlig interesse i
vandrebogen, blandt andet fordi hun selv er uddannet friskolelærer.

Sjældent indblik i en brydningstid

Vandrebogen dækker årene 1918-1922 præcist de år, hvor striden i Ryslinge stod på med valgmenighedspræst Torkild Skat Rørdam i centrum. Det var det oprør, der delte vandene og skabte Ryslinge Frimenighed. Lærerne diskuterer oprøret i vandrebogen helt åbent.
-På den tid var Rørdam og hans holdninger et betændt emne, som skabte splid i mange familier, men i vandrebøgerne er der en åbenhed, hvor man kan og tør diskutere det åbent, selvom det er stærke holdninger, som brydes. Det er helt unikt, og virkelig interessant læsning, siger Birte Fahnøe.

Striden satte spor

Birtes farmor og farfar var nogle af dem, som brød med Rørdam og ikke kunne forholde sig til Rørdams udlægning af underne. De var overbevist om, at underne var med til at definere deres tro. Birte er derfor vokset op med striden i bagagen og har set, hvordan folk blev dødeligt uvenner, men kommer selv fra en familie, hvor man kunne være venner på trods af forskellige meninger og kirkelige tilhørsforhold.

Efterlyser flere bøger

For Birte er det vigtigt at passe på vores fælles historie, og derfor er vandrebogen nu på Friskolearkivet i Ollerup. Birte ved, at lærergruppen skrev vandrebøger fra 1915, men det er uvist hvor længe lærergruppen skrev sammen. Man kender kun til den vandrebog, Birte har arvet, som dækker årene 1918 -1922. Skulle der sidde nogen derude, som har kendskab til bøger skrevet mellem 1915 og 1918 og fra 1922 og frem, er de derfor meget velkomne til at kontakte Birte eller Friskolearkivet i Ollerup