Hvornår:
6. juni 2021 kl. 10:30 – 12:00
2021-06-06T10:30:00+02:00
2021-06-06T12:00:00+02:00
Hvor:
Mødesalen

Fernisering: Vibeke Malmos

I foråret byder vi velkommen til en ny udstiller i Salen: Vibeke Blom Malmos. Vibeke maler akryl og akvarel og arbejder med grafiske udtryk.
En af de mest grundlæggende ting i Vibekes akrylmalerier er baggrunden. Den gør hun meget ud af, fordi de lægger bunden til maleriet og dets samlede udtryk. Hun maler vådt i vådt, præcist som man ofte gør i akvarelmaleri. På den måde blander farverne sig vilkårligt og skaber nogle interessante strukturer, som giver et spændende udtryk.

-Jeg kan have lærreder stående med baggrunde i lang tid, indtil jeg finder det rigtige motiv. Motiverne finder jeg ofte i avisen eller blandt billeder, jeg selv har fotograferet, fortæller Vibeke. Hun bruger både akryl, spraymaling, lim, vand og knust trækul, når hun maler sine baggrunde. Det samme gør hun ofte med akvarellerne.

Vibeke har været vidt omkring i sine motiver: Fra landskaber, over tango- og balletben til nu konsekvent at arbejde med mennesker, der er på vej – både bogstaveligt og i overført betydning:

-Jeg er vild med den historie, der opstår, når man ser et menneske eller flere, der er på vej. Hvor er de på vej hen? Hvad er det for et liv, de går imod eller er på vej ind i? siger Vibeke, som også er interesseret i det, der omgiver menneskene på billederne – fx farverne eller naturen.
Eksperimenterende blomsterbilleder har siden sommer også været på repertoiret. Især når akvarellen er fremme. Vibeke håber, at hendes billeder kan skabe glæde og nysgerrighed – og især at beskuerne kan trække tråde til deres egne historier.

Udstillingen åbnes med fernisering søndag 7. marts efter gudstjenesten. Den kan ses indtil 1. juli, når der er arrangementer i salen eller ved at kontakte Malene Aastrup på maa@ryvm.dk.