Hvornår:
5. oktober 2021 kl. 19:30 – 21:30
2021-10-05T19:30:00+02:00
2021-10-05T21:30:00+02:00
Hvor:
Mødesalen
Aaskovvej 4
5856 Ryslinge
Danmark
Pris:
Gratis
Kontakt:
Malene Aastrup
2830 5332

Bøger udvider vores horisont. Vi får fortællinger, som vi kan spejle os i. Vi får mulighed for at forstå, hvorfor andre er helt anderledes eller for at se, at andre føler og oplever noget, der ligner det liv, vi selv lever og troede, vi var de eneste, der kæmpede med. I bogklubben læser og diskuterer vi god litteratur – nyt som ældre – og går på opdagelse i bøgernes budskaber sammen. Vi starter med at synge en højskolesang og går derefter i gang med gennemgang af bogen. Alle fortæller, hvad de har fået ud af deres læsning; vælger nogle sider, temaer, personer ud. Før og efter supplerer Malene.

Efterårets tema er magt i forskellige afskygninger. Vi læser:

13. september: “Det du ikke vil vide” af Birgitte Kosovic

Hun vokser op i en almindelig familie på Vestegnen med dansk mor og jugoslavisk far. Men familien har en hemmelighed, som hun en dag afslører. Det får hendes far til ikke længere at ville se hende. Hun har altid fornemmet, at dette kunne ske. Nu sætter hun sig for at undersøge hans vrede og forstå: Hvordan kunne de blive som døde for hinanden?

5. oktober: ”Nora” af Merete Pryds Helle

I bogen “Nora” puster forfatter Merete Pryds Helle nyt liv i Henrik Ibsens kendte drama ‘Et Dukkehjem’ fra 1879. I bogen “Nora” beskriver Merete Pryds Helle ud fra den kvindelige hovedperson Nora Helmers perspektiv, hvad der sker forud for, at hun forlader sit hjem og ægtemanden Torvald.

Den læseglade kan med fordel læse Ibsens ”Et dukkehjem”, da Merete Pryds Helle bygger videre på den fortælling i sin roman om Nora.

2. november:  “Kaptajnen og Ann Barbara” af Ida Jessen

“Kaptajnen og Ann Barbara” er en vild, intens og dramatisk western i danske historiske omgivelser, som aldrig er blevet fortalt før. Den handler om kampen om den uopdyrkede jyske hede i et drama om kærlighed, hævn og ondskab i midten af det 18. århundrede. Ida Jessen har skabt en original fortælling om naturens voldsomme kræfter og om menneskets drøm og pris for at tæmme den og gøre den til sit.

Det laver vi i bogklubben

Efter et kort resume, deler vi alle hver især vores læseoplevelse med hinanden. Der er ikke nogen facit. Fokus er: Hvad gjorde indtryk på dig? Hvad tror du forfatteren vil sige med sin bog? Hvad undrer du dig over? Hvad mindede dig om noget i dit eget liv? Og hvad vil du tage med dig videre?

Alle bogelskere kan være med – også uden at have læst hele bogen.