Prædiken til konfirmanderne den 13-5-2018

”Der er alt for længe til søndag, Malene.” Sagt af en konfirmand i onsdags, mens vi ventede på i dag. Om sidste års konfirmation sagde en anden: ”Dagen kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg var i centrum og skulle tale med alle.”  Først er der for lang tid til – og når så det bliver tid, må det gerne være ovre. Det er i grunden besynderligt.

Kære konfirmander, forældre, familie, faddere, venner og kirkegængere.

Nu er det ikke os alle, der vil kunne genkende os selv i den karakteristik. Hverken som den, der ikke kan vente – eller som den, der ikke hurtigt nok kan få overstået dagen. Men der er alligevel noget genkendeligt deri for os alle:

Når du længes efter noget, kan du næsten ikke være i længslen. Den fylder så meget indeni. Du kan genkalde din barndoms længsel juleaftensdag eller den forelskede boblen, mens du venter på at se din kæreste. Men når så længslen bliver opfyldt, kan du næsten ikke være i din krop. Det er for stort. Pludselig bliver du bange for, om du kan slå til. Se rigtigt ud og sige det rigtige. Bagefter gennemgår du det hele minutiøst. Både fordi det glæder dig, men også for at tjekke, om det nu gik, som det skulle.

Altid er du bundet op af det, der skete – det, der skal ske – og så nuet lige nu, hvor du skal huske at være til.

Du kommer hjem fra skole og så spørger din mor: ”Har du haft en dejlig dag?”

Det har du ikke lige tænkt over. Enten svarer du ”Ja”, fordi det er lettest – eller også begiver du dig ud i en kortere eller længere gennemgang af dagens skærmydsler. Nu hvor du tænker over det, så var din bedste ven ikke i skole og en anden af dine venner ikke særlig sød. Måske blev du irettesat af læreren og syntes, at det var uretfærdigt. Måske læreren tog fejl af din sidekammerat og dig.

”Det er da også for galt!”siger nu din mor og ja, det synes du faktisk også det er.  Men hvad nu, hvis din mor ikke havde spurgt dig? Var du så kommet i tanke om dagens uretfærdigheder eller havde du bare levet videre uden at skænke det en tanke? Og hvad nu, hvis din mor hver dag spørger dig og bekræfter dig i, at du ikke bliver behandlet ordentligt? Så bliver det til din fortælling. At du er den, der ikke bliver behandlet ordentligt. Lige meget om det er virkeligt eller ej.

Hver eneste dag er vi med til at skrive hinandens og vores egen fortælling om, hvem vi er og hvad det er for et liv, vi lever. Hele tiden er vi midt i mellem det, der skete og det, der vil ske. Det kan også være, at du fortæller din far om din fantastiske dag og dine fantastiske venner. ”Hvor er det dejligt for dig!”siger din far.

Men virkeligheden kan være, at du mest sidder alene og slet ikke føler, at du har nogen venner. Din fortælling derhjemme er blot en anden.  Så ved du, at så bliver din far ikke ked af det og synes, at du er en taber. Det er i grunden også lettere at være dig, hvis du omskriver fortællingen til en version, der er lidt bedre.

På en eller anden måde bliver din fortælling nødt til at forholde sig til den virkelighed, som du i virkeligheden befinder dig i, men virkeligheden er aldrig sort-hvid. Hvilken fortælling skal du vælge?

I gamle dage fortalte de fortællinger til hinanden. Fortællinger, som alle kunne spejle sig i. Det er sådanne fortællinger, som Det gamle testamente er fyldt op af. Om at være menneske i verden og blive fristet til mest at tænke på sig selv. Det er fortællingen om Adam og Eva. Den handler ikke om, hvem der blev skabt først, men om, hvem du er. Der er også en fortælling om at have en skide irriterende bror, som man er misundelig på. Det er fortællingen om Kain, der ender med at slå Abel ihjel.

Alle de fortællinger og mange flere har folk fortalt hinanden i tusinder af år. Det nye testamente er fyldt med fortællinger om Jesu liv og fortællinger, som Jesus fortalte. Med tiden blev det populært at skrive sin egen biografi. Den første, der gjorde det var en mand, der hed Augustin. Han havde prøvet samtlige religioner af. Endte med at blive kristen og fandt det vigtigt at skrive sine bekendelser ned.

Førhen fik du først en biografi skrevet, når du var død eller gammel som Metusalem. I dag skriver folk deres egen biografi, inden de er fyldt tredive. Eller får nogen til at skrive den, hvis de ikke kan skrive selv. Andre vælger at skrive en roman, der i virkeligheden handler om dem selv.

Også på sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram bliver der skrevet biografier – måske ikke med ord, men i billeder. Vi lægger billeder op af os selv og måske også af vores kære og deler det med vores venner – dvs. stort set hele verden. De fleste af os lægger kun de pæne ting derud. Hvor vil jeg hen med det?

Forleden havde vi besøg af Troels Beck, en middelmådig fodboldspiller, der blev en middelmådig fodboldtræner og nu er blevet fodbolddirektør for Brøndby IF – og i øvrigt lige har vundet pokalturneringen.

Helt middelmådig kan han vist ikke være. Det med at være middelmådig er heller ikke noget, jeg har fundet på. Det sørgede Troels selv for at fremhæve i begyndelsen af sit foredrag. Måske for humorens skyld, men måske også for at sikre sig, at ingen skulle sidde og tænke det. Så hellere sige det selv.

Troels Bech fremhævede også, at alt, hvad han sagde, stod til debat – undtagen en enkelt ting, som han havde lært, da han i halvandet år læste til læge. Han fortalte os om de celler, vi har i vores krop. En celle består af en kerne og af en membran. Det er let at tro, at membranen, cellens overflade er den, der holder sygdomme ude, men tværtimod.  Cellens styrke ligger ikke i cellemembranen, men i cellens indre, dens kerne.

Troels Bechs pointe var her, at mange fodboldspillere (og tilføjer jeg mange mennesker) pudser overfladen og tror, at den er virkeligheden. Hvis det går godt i det ydre, er man god, men går det skidt i det ydre, er man ingenting værd. Her var hans pointe, at fodboldspilleren (og mennesket som sådan) er lige meget værd, ligegyldigt, hvordan det ydre tager sig ud. Det er kernen, der tæller.

Vi har det med enten at over- eller undervurdere os selv. Enten pudser vi på overfladen eller regner os for ingenting, fordi vi ikke kan alting. Og det er faktisk grunden til, at vi er gået i kirke i dag. For at blive mindet om, at vi ikke er perfekte, men omvendt ikke skal nedgøre os selv.

Vi skal ikke præstere noget for at være elsket. Netop derfor blev I konfirmander døbt, før I kunne gå herhen eller sige noget til det selv. ”Altid allerede elsket”.Sådan har en musiker udtrykt det. Hele sit liv forsøgte han at blive god nok og så på sine gamle dage opdagede han, at han altid allerede havde været elsket af Gud. Han lod sig døbe, men nåede det først kort tid før sin død. Så tosset!  Sådan skal det ikke gå med jer! Derfor denne konfirmation. En bekræftelse fra Gud på, at I ikke behøver lave jeres egen fortælling, men allerede er en del af Guds.

I konfirmander skal vide, at I altid allerede er elsket, som I er. Alle dem, der elsker jer, de sidder her i kirken i dag. Men der kan ikke undgå at komme dage, hvor selv de finder jer trælse. Dumme, dumme dage, hvor I er den dårligste version af jer selv. På de dage er det væsentligt, hvilken fortælling, I vælger at være en del af. Den om dumme mig, der ingenting kan. Eller den om de andre dumme, der hele tiden er efter mig. Eller den store fortælling om Gud, som både tager imod dumme mig og de andre dumme med.

En sådan fortælling har jeg allerede læst for jer i dag:  Fortællingen om den fortabte søn. Sådan bliver den kaldt. Men så er det jo en fortælling om den dumme bror. Enten ham, der spildte arven eller ham der blev hjemme og blev jaloux. Den fortælling har slet ikke hverken den ene eller anden bror som centrum. Det væsentlige er ikke, hvem der er dummest. Det væsentlige er faderen, som tager imod dem begge.”Alt mit er dit” siger den far. Og derfor burde fortællingen snarere hedde fortællingen om den løbende Gud. ”Løbende og løbende. Hvor er Gud løbet hen?”spørger du måske.

Gud kan virke noget handlingslammet. Det er ikke så tit vi møder Gud in persona, men vi møder ham hele tiden i tredje person, nemlig gennem andre mennesker. Vi er Guds hænder. Og det er derfor, at 1+1 indimellem kan give både 3,4 og 5. Tager vi en fodboldspiller igen, så fortalte Troels Bech om ham den tykke, der ikke kunne løbe eller drible, men skyde helt fantastisk med sin højre fod. Der var også en anden spiller, som hverken kunne løbe eller skyde, men heade var han helt vildt god til. Hver for sig var de bare en, men sammen blev de til mere end to.

Det samme kan ske, når vi mennesker er sammen, men det kræver, at vi er åbne for at møde hinanden.Det kan vi kun være, hvis vi ikke hele tiden tænker på, hvordan vi tager os ud, men meget hellere tænker på, hvordan vi kan gøre dagen god for den anden. Det kræver fokus og overskud – kan faktisk være temmelig anstrengende, så vi netop som sidste års konfirmand tager os i at tænke, om ikke dagen snart er ovre – men gør vi os anstrengelsen, så bliver det en god dag også for os selv. Så får vi mere med hjem, end vi kom med.

Sådan skal en konfirmationsfest være. Og sådan skal livet være. Sådan er det på de bedste dage, at 1+1=5 men ikke alle dage er gode og derfor har vi kirken til at minde os om, at Gud stadig er der på de dumme dage. AMEN